Geveko Markings har udviklet ny innovativ vejstribe profil som skal øge trafiksikkerheden

|   News

Større synlighed, færre støjgener og markant øget trafiksikkerhed. Det er perspektiverne i den nye og innovative ViaTherm® LongDot vejstribe som Geveko Markings har udviklet i samarbejde med Vejdirektoratet og Eurostar Danmark.

I store dele af året foregår myldretidstrafik over hele verden i mørke. Effektive vejstriber og kørebaneafmærkning er derfor afgørende for trafikafviklingen og sikkerheden.

Vejnettene over hele verden har hovedsageligt to typer vejstriber - almindelige plane striber og de profilerede striber, der støjer, når dækkene rammer stribernes kanter.

De plane striber er støjfrie, men de er samtidig svære at se under mørke og våde fugtige forhold. Det er derimod lettere at se de støjende profilerede striber, da et struktureret mønster dræner vandet væk fra overfladen af striben og reflekterer billygterne. Til gengæld forhindrer støjen, at striberne umiddelbart kan anvendes til andet end kantlinjer.

Men effektive vejstriber og kørebaneafmærkning er altafgørende for trafiksikkerheden. Den nye vejstribe er en kombination af det bedste fra de to typer af vejstriber, hvilket betyder, at ViaTherm® LongDot kan erstatte alle vejstriber i fremtiden.

ViaTherm® LongDot kombinerer den plane og strukturerede vejstribe ved, at strukturen udlægges som aflange systematiske profiler i forbandt. Dette betyder, at bilernes dæk ikke rammer kanterne, og dermed undgås generende støj til omgivelserne.

I udviklingsfasen er ViaTherm® LongDot testet i Tirstrup Lufthavn ved Aarhus og på Vejdirektoratets officielle teststrækning ved Gørlev på Vestsjælland, og den bruges allerede som forsøgsafmærkning ved enkelte vejarbejder.

Desuden er der udarbejdet en forskningsrapport, der undersøger den tid, man som bilist har tid til at reagere - den såkaldte orienteringstid - ved brug af ViaTherm® LongDot sammenlignet med almindelige vejstriber. Her regnes to sekunder for den nedre grænse for en forsvarlig orienteringstid. Men i vådt og mørkt føre kommer den ofte under to sekunder ved brug af almindelige plane vejstriber.

Rapporten viser, at orienteringstiden øges med omkring 50 procent ved at bruge den nye vejstribe.

ViaTherm® LongDot forventes især brugt til at øge trafiksikkerheden og fremkommeligheden på motorveje og hovedlandeveje. Med de eksisterende vejstribers begrænsede synlighed trækker bilisterne i dag ud til kantlinjen i mørkt og vådt føre, så de bedre kan orientere sig. Resultatet er, at man ikke udnytter vejens kapacitet optimalt. Det går ud over fremkommeligheden og øger risikoen for kødannelser. Med ViaTherm®LongDot kan man derfor fremover få trafikken bedre fordelt.

Kombinationen af høj synlighed i vådt føre og lave støjgener åbner desuden for, at vejstriben ViaTherm® LongDot også kan bruges i byer og på landeveje, hvor profilerede støjende vejmarkering normalt ikke bruges inden for 150 meter af bebyggelse.

Derfor er der mange steder lagt almindelige vejstriber, selvom der faktisk er behov for øget synlighed.

Geveko Markings har i en årrække arbejdet med at udvikle den helt nye og innovative vejmarkering profil som er et gennembrud inden for trafikafmærkning og som vil medvirke til bedre og mere sikker trafikafvikling over hele verden.

For yderligere information kontakt:

Ulrik Haagen-Olsen

Group CEO

uhaagen@gevekomarkings.com

+45 23 25 02 24

Back