Europæiske vejmarkeringer i kritisk tilstand

Created by Konstandinos Diamandouros, ERF & Christian Schou Jensen, Geveko Markings |

Vedligeholdelse af vejmarkeringer skal forbedres i Europa, så vejene overholder lovbetingelser, så bilister får visuel vejledning og førerassisterende systemer understøttes.

Vejmarkeringer er en af de mest omkostningseffektive foranstaltninger for sikkerhed i trafikken, som politikere i Europa og resten af verden kan benytte sig af. Ved at levere den nødvendige visuelle vejledning, skaber vejmarkeringer et tydeligt og synligt miljø for vejbrugere. EU var medgrundlægger af projekt COST 331 (European Cooperation in Science and Technology 331), der påviste, at vejmarkeringer øger bilisters komfort og sikkerhed under tørre forhold. Ved at bygge på de oprindelige resultater af COST 331, viser Rainvision projektet den positive rolle, vejmarkeringer spiller for alle (men især ældre) brugere under våde og vanskelige vejrforhold om natten.

Foruden deres traditionelle funktion har vejmarkeringer de seneste år fået endnu en vigtig rolle. Avancerede førerassistance systemer såsom vognbaneassistent (LKA) afhænger af velholdte vejmarkeringer. Indledende forskning foretaget under European Road Assessment Programme (EuroRAP) anbefalede indgreb og vedligeholdelse med RL niveau på minimum 150 mcd/m2/lux for at sikre, at vejmarkeringerne både kan tilfredsstille bilisternes behov for synbare markeringer i mørke og den optimale funktion af bilernes assistancesystemer.

Manglende vedligehold

På trods af de klare signaler om, at vejmarkeringer får en til stadighed større betydning for fremtidens infrastruktur, er deres tilstand i store dele af Europa bekymrende. Adskillige nyere undersøgelser bekræfter, at vejmarkeringernes tilstand i forskellige europæiske lande er middelmådige og deres funktion tvivlsom. 

I 2015 foretog Ramböll en omfattende undersøgelse af vejmarkeringernes tilstande i Sverige. På de 321 vejstrækninger, der blev undersøgt, fandt man, at kun henholdsvis 43% og 33% af vejmarkeringerne opfyldte de nationale krav for tørre og våde forhold. Sammenlignet med 2011 er andelen af vejmarkeringer, der opfylder de nationale krav, faldet fra omkring 70% til lidt over 40%. I Finland fandt en lignende undersøgelse foretaget af VTI (Väg- och transportforskningsinstitutet) i 2014, at kun 53% af vejmærkninger målte over 100 mcd/m2/lux, og kun 13% var over 150 mcd/m2/lux.

En lysere fremtid?

For at øge bevidstheden om behovet for bedre vedligeholdelse af vejmarkeringer, besluttede European Road Federation sidste år at begynde at undersøge tilstanden af de europæiske motorveje som et middel til benchmarking og til at forsyne vejmyndighederne med værdifulde oplysninger, når de planlægger deres vedligeholdelsesaktiviteter. I september 2015 blev mere end 600 km motorvej undersøgt. I Flandern i Belgien konkluderede undersøgelsen, at ca. 70% af markeringerne overholdt den nationale specifikation på RL150 mcd/m2/lux. For Vallonien fandt undersøgelsen, at 80% overholdt den regionale specifikation på 100 mcd/m2/lux, som var gældende i 2015. Men målt mod den nye regionale specifikation af RL, 150mcd/m2/lux, som trådte i kraft i 2016, kunne kun 55% af vejmarkeringerne i Vallonien anses for at overholde standarden. Den næste vigtige udfordring bliver at se, hvordan vedligeholdelse af vejmarkeringer kan intensiveres over hele Europa, for at vejmarkeringer overholder kravene, så de giver visuel vejledning til vejbrugere og optimalt understøtter funktionerne i avancerede førerassistance systemer.

De frembragte eksempler viser, at der findes en stor andel af vejmarkeringer af dårlig kvalitet i Belgien, Sverige og Finland, men dette ses også i andre europæiske lande. Som sådan er det bydende nødvendigt, at alle berørte parter kommer til en større forståelse af, hvordan man kan forbedre synligheden, så man sikrer, at vejmarkeringer både kan opfylde vejbrugernes og de intelligente bilers behov.

Back
Europæiske vejmarkeringer er i kritisk tilstand flere steder